Kritisk vurdering af Christian Hedegaards teologi

Fremgangsteologi

Christian Hedegaard, der ynder at betegne sig evangelist, er stærkt påvirket af fremgangsteologien eller trosbevægelsen. Hedegaard har fået sin skoling fra et bibelskoleophold på Københavns Bibeltræningscenter (KBC), der er en "filial" af Rhema Bible Training Center, som blev grundlagt af Kenneth E. Hagin i Oklahoma, og som siden har oprettet "filialer" i en række andre lande. Hedegaard har efterfølgende selv undervist på KBC, og forbindelsen til trosbevægelsen er helt åbenlys.

Hedegaard blev for alvor kendt i forbindelse med samarbejdet med den katolske præst Martin Bergsøe, der blev afskediget af sin biskop som følge af påvirkningen fra Hedegaard og fremgangsteologien.

I år 2000 grundlagde Hedegaard den tværkirkelige organisation: Evangelist – med hovedkvarter i Gørløse – inspireret af Theresa Wairimu, grundlægger og leder af Faith Evangelistic Ministries, der karakteristisk nok har et tæt samarbejde med fremgangsteologer – også fra KBC.

Det vigtigste aktiv i Evangelist er utvivlsomt oprettelsen af en bibelskole i 2004: Powerskolen, der låner lokaler af Apostolsk Kirke i Hillerød. Hedegaard har gode forbindelser til Apostolsk Kirke, eftersom hans svoger, Johannes Hansen, ikke blot er præst i Apostolsk Kirke i Aalborg, men også landsleder i Apostolsk Kirke, og desuden sidder med i bestyrelsen for Evangelist.

Allerede det første år har Powerskolen modtaget 41 elever, selv om skolen kun kan tilbyde undervisning om formiddagen – og hverken kost og logi.

Evangelist er blevet kritiseret for ikke at opbygge en selvstændig menighed i Gørløse, men derimod at hverve støtter og partnere fra andre frikirkelige og folkekirkelige menigheder. Hedegaard har specialiseret sig i emnet dæmoni, og sammen med sit team sætter han ofte netop dette emne på dagsorden, når han turnerer rundt i hele landet og gerne også i udlandet – helst med brohoved i veletablerede menigheder. Som regel lykkes det for tilhængere af Hedegaard at få arrangeret "foredrag" eller "koncerter" med ham, selv om betænkelighederne i menighedernes ledelse er voksende på grund af det efterfølgende oprydningsarbejde. På Grønland har de splittelser, der fulgte i kølvandet på Hedegaards besøg, været voldsomme.

I dag er Evangelist den stærkeste udbreder af fremgangsteologi i Danmark.

Guddommelig autoritet!?

Med rødder dybt forankret i fremgangsteologien, der lover helbredelse og succes til alle, indbydes til "foredrag" og "koncerter". At Hedegaard præsenterer ekstremisme, fremgår tydeligt af hans bog: Sejr over dæmoner, der udkom på eget forlag i 1999.

Budskabet er, at Gud har skabt mennesket til at herske. Jesus har frelst mennesket, for at det skal herske. I Jesu navn må de kristne udøve autoritet og herske over djævelen. Med Guds ord fra Powerbogen (Bibelen) i din mund giver Gud dig "myndighed over enhver fjende, ikke bare de små dæmoner, men også de store fyrster" (s. 42-43). Dersom du ikke bruger din autoritet, bliver du et offer for Djævelens snigløb.

Mennesket er ifølge Hedegaard skabt til at have guddommelig autoritet, men dersom den ikke benyttes, mistes den. Derfor er Hedegaard selv i overensstemmelse med Guds vilje, mens kristne, der ikke foretager eksorcisme, står Guds vilje imod.

Hedegaard argumenterer for, at alle kristne skal tale i tunger, uddrive dæmoner og helbrede syge, hvilket er i direkte modstrid med Det nye Testamente (NT) (se f.eks. 1 Kor 12).

Det er tydeligt, at mennesket ligefrem guddommeliggøres og får guddommelig autoritet. En sådan opfattelse er særdeles farlig. Magtbeføjelserne vil nemt komme til at afspejle sig organisatorisk, hvilket er meget usundt. At modsætte sig og modsige Hedegaard, vil være at stå Gud selv imod. At sætte spørgsmålstegn ved Hedegaards tolkning, vil være at modsætte sig Guds klare tale.

Desuden sker der en overdimensionering af dæmoni. Man skal ikke blot uddrive dæmoner af andre, men også af sig selv! Der er ikke blot tale om en enkelt, men om flere dæmoner, der oven i købet må uddrives over flere tempi. Årsagen til synd, lidelse og sygdom er dæmonisk aktivitet. Følgelig bliver en kristens vigtigste funktion at foretage eksorcisme!

Kan kristne besættes?

Den mest grundlæggende kritik vil jeg rette mod den opfattelse, der gennemgående kendetegner hele bogen: Sejr over dæmoner: Her skelnes der mellem tre grader af dæmonisk aktivitet: "dæmonisering i sindet, undertrykkelse af kroppen og besættelse af ånd, sjæl og legeme på én gang" (s.7). Opdelingen af mennesket i tre separate dele: ånd, sind og krop – giver forudsætningerne for, at også kristne kan blive dæmoniseret. Det betyder ifølge Hedegaard, at dæmonerne ikke findes i den kristnes ånd, men derimod i hans sind (dæmonisering) og krop (undertrykkelse). Der er ganske enkelt tale om opdeling (dualisme), som er i klar modstrid med NT.

Problemet i Hedegaards lære er, at når et menneske kommer til tro på Gud, vedrører det kun menneskets ånd. Den bibelske og hebraiske tankegang er derimod, at tilhører et menneske Gud, tilhører det Gud med hele sin personlighed: ånd, sjæl og legeme, hvorfor der i det dobbelte kærlighedsbud bl.a. tales om at elske Herren med hele sit hjerte, hele sin sjæl og hele sit sind (Matt 22,37). Når hjertet, der betegner personlighedens centrum, tilegner sig troen på Gud, tilhører hele mennesket ham. I øvrigt anvendes krop og legeme synonymt i NT. Eftersom legemet er en bolig eller et tempel for Helligånden (1 Kor 6,19-20), kan dæmoner ikke tage bolig i en kristens krop. Den bibelske helhedsforståelse er vigtig. Mennesker, der er bolig for Gud, kan ikke samtidig være bolig for dæmoner. Huset må være tomt, hvis dæmonerne skal kunne tage bolig i det (jf. Matt 12,43 ff.).

Der må således tages afstand fra den kunstige opdeling af mennesket – med mulighed for, at en del af mennesket kan være dæmoniseret. Det er udtryk for en mixture mellem græsk tankegods og fremgangsteologi, som der ikke er noget bibelsk grundlag for.

Det er desuden i klar modstrid med NT at give mennesker, der tror på Gud, den anfægtelse, at årsagen til synd og sygdom kunne være udslag af dæmonisering af sind og krop. Det er at skræmme mennesker ud fra falske forudsætninger.

Af Hedegaards selvbiografiske skildring fremgår det, at han selv over en periode på op mod et par år løbende har fået uddrevet ikke færre end ni dæmoner, og at den niende dæmon fastholdt ham i afhængighed af nikotin. Også rygning, der traditionelt anses for en mellemting (adiafora), bliver altså betragtet som udslag af dæmoni! Med sådanne udsagn er det vanskeligt at fastholde saglighed og troværdighed!

Hedegaard lægger meget vægt på cigaretter og spiritus, som om det var virkelig alvorlige synder. Han anser ligefrem sig selv for en nasiræer, der i lighed med Samson og Johannes Døber ikke må drikke spiritus. Eksemplet viser, hvordan der i fremgangsteologien sker en dæmonisering af alle forhold. Både sygdom, lidelser, synd – ja, sågar rygning kan forbindes med dæmoni.

Sygdom dæmoniseres

Almindelige sygdomme, synd og almenmenneskelige problemer tilskrives næsten altid dæmoners aktivitet. Hvad er så konsekvenserne for en syg, der ikke bliver helbredt?

Frem for alt må det nemlig ikke forties, at der er mange, der ikke bliver helbredt. Hvad med dem, der trods de tvivlsomme succeshistorier, sidder tilbage med dybe sår i sjælen? Spørgsmålet er nemlig, hvordan de mennesker efterlades, der gennem lovsang og andre stemningsfulde virkemidler, fik store forventninger om helbredelse – forventninger, der desværre ikke blev indfriet?

Lad mig give et eksempel. Efter et mirakelfremstød i Hillerød udtalte sognepræst Thyge Enevoldsen til Kristeligt Dagblad (KD 20.03.2004), at det virkede, som om Ndifon, Hedegaard og deres team var helt "fastlåst i forventningen om mirakler. Og når Gud så ikke ville lave miraklerne, så prøvede de at lade som om, de skete alligevel. Det oplevedes pinligt – og smerteligt, når man på storskærmen så udtrykket i ansigtet på flere af de mennesker, som var under behandling," siger han.

Nogen sidder tilbage med den opfattelse, at det blot gælder om at tro, at de er helbredt. At det blot gælder om vedholdende at bekende, at de er raske. Fremgangsteologien lægger stor vægt på proklamationen, der kan binde og løse i den åndelige verden. Man forventer, at det, der bekendes, også vil ske. Derfor vil negative udsagn som f.eks. "Jeg er syg" – medvirke til at fastholde i sygdom og lidelser. Det er naturligvis en stor psykisk belastning, at det, man skal tro, står i skrigende modsætning til de faktiske kendsgerninger: de fortsatte symptomer på sygdommen. Det er at leve på en ynkelig illusion.

For andre er sygdommens fortsatte tilstedeværelse og helbredelsens udeblivelse så åbenlys, at de er nødt til at indse det. De forsøgte vitterligt at rejse sig fra kørestolen, smide krykkerne, osv., men i stedet for helbredelsen oplevede de et frit fald, hvor de blev forslået på legeme og sjæl og havnede i den dybeste desillusion? Hvem samler dem op? Hvem trøster dem?

Mennesker, der har haft sygdom at kæmpe med, får endnu større problemer, når de ikke bliver helbredt: Hvorfor oplevede jeg ikke den helbredelse eller udfrielse, jeg var stillet i udsigt? Er der en trosbrist i mit liv? Er mit gudsforhold ikke i orden? Er jeg underlagt en eller flere dæmoner?

Adskillige af dem, der har deltaget i helbredelsesmøderne, har efterfølgende haft store psykiske og åndelige problemer og stærkt behov for sjælesørgerisk hjælp. Dialogcenteret gør opmærksom på, at adskillige, der har været i berøring med fremgangsteologi, "får depressioner, selvmordstanker og i unormalt stort omfang indlægges på psykiatrisk hospital."

Jeg har haft samtaler med mennesker, der efter at have stiftet bekendtskab med Hedegaard er blevet bange for, at de og deres familie er underlagt dæmoner.

Når sygdom dæmoniseres, og der ikke sker nogen helbredelse, så er den syge altså stadig dæmoniseret. Ud over den fysiske lidelse får mennesker også en åndelig krise, der nemt kan føre til psykiske lidelser. Nu er der ikke længere blot tale om sygdom, men de er besat eller underlagt dæmoner. Mennesker, der håbede på at blive helbredt, får i stedet for helt uoverskuelige problemer! Det gør dem ofte endnu mere afhængige af "guruer" og tilsvarende også mere sårbare.

Psykiske syge

Særlig slemt bliver det, dersom det drejer sig om mennesker, der i forvejen har psykiske problemer eller lavt selvværd. De bliver lettere ofre for manipulationen og forførelse.

Også psykiske lidelser opfatter Hedegaard som noget, der er fremkaldt af sygdomsånder og altså udslag af dæmoners aktivitet. Hvordan lyder opskriften på behandling af de psykisk syge? De kan f.eks. få tilbudt et ophold på Hedegaards Powerskole eller rehabiliteringscenter, hvor der vil blive bedt for dem, medicinen vil straks blive taget fra dem, de må i kortere eller længere tid ikke have kontakt med deres familie.

Det betænkelige er, at Hedegaard slet ikke har kompetence til at tage medicinen fra psykisk syge eller den nødvendige kapacitet til at behandle. Dersom en psykisk syg skal ud af sit medicinforbrug, må der ske en gradvis nedtrapning i samråd med en læge. At holde op med at tage den slags medicin fra den ene dag til den anden kan bringe en psykisk syg i en helt uoverskuelig situation – med fare for vedkommendes liv. Men Hedegaard fastholder, at de syge "afleverer al deres medicin ved indgangen, og så længe, de er her hos os, tager de ingen medicin overhovedet. Mens de er her, er Jesus medicinen" (KD 20.10.2004).

Det er også rystende, at man kan finde på at forhindre kontakten til nære familiemedlemmer. På sygehusene ved man, hvor afgørende det er, at netværket holdes intakt, og hvor vigtigt det er, at syge får besøg af deres nærmeste. Isolationen er et sekterisk træk, der typisk forekommer i bevægelser, der ønsker total kontrol.

Selv mener Hedegaard, at Powerbogen har lært ham mere om psykisk syge, end man kan få gennem seks års uddannelse til psykiater på universitetet. "Selvom de er på stærk antipsykotisk medicin, så lægger de den væk. Så har vi tre døgn, hvor to mennesker sidder ved deres seng og beder for dem. Tre døgns faste, hvor de ikke spiser noget, men kun får vand og juice" (KD 20.10.2004).

Misbrug af bibelcitater

Begrundelsen for denne behandlingsform finder Hedegaard i Hos 6,2, hvor der står: "Han giver os liv efter to dage, rejser os på den tredje dag, og vi skal leve for Guds ansigt." Det pågældende skriftsted har intet med behandling af psykisk syge at gøre. Det er udtryk for en fuldstændig vilkårlig bibelbrug, hvad der desværre ofte kendetegner Hedegaards måde at citere Bibelen på – det er simpelt hen misbrug af værste skuffe.

Det er påfaldende, at Jesus ofte bad de helbredte om ikke at fortælle det til nogen (Mark 1,44; 5,43; 7,36), hvilket står i skærende kontrast til, hvordan Hedegaard haler mennesker frem i rampelyset og udbasunerer deres helbredelse både på sin hjemmeside og i sit tidsskrift. Han truer ligefrem mennesker med, at hvis de ikke fortæller om deres helbredelse, risikerer de at miste den igen: "Mange mennesker tør ikke at fortælle offentligt, at de er blevet helbredt og holder det for sig selv. Vi ser mange gange at især de mennesker mister deres helbredelse" (Bevar din helbredelse). Påstanden underbygges igen ved at misbruge et bibelcitat: "De har besejret ham (Satan) ved lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord" (Åb 12,11). I sammenhængen tales der ikke om, at man kan miste sin helbredelse ved ikke at fortælle om den, men derimod om, at menigheden besejrer Satan med Jesu blod, altså i kraft af Jesu død, og med vidnesbyrdet – altså om Jesus. Midt i deres martyrium holder de fast ved sandheden og vidner om Jesus! – De er parat til at gå i døden for deres tros skyld!

Der kunne nævnes mange eksempler på, hvordan Hedegaard benytter løsrevne bibelcitater til at underbygge sine egne fejlagtige forestillinger. Derfor må man være opmærksom på, hvad der rent faktisk står, og hvad der ikke står, ligesom bibelafsnittet må læses i den sammenhæng, det står i.

Oprydningsarbejdet

Efter "succes"-møderne, skal der virkelig ryddes op. Det kan tage lang tid og kræve mange samtaler! Det er et stort problem, når de helbredelser, der er stillet i udsigt, ikke finder sted – fordi det er et problem, som man ikke vil vide af eller fuldstændig fortier. Det kan ganske enkelt ikke forenes med fremgangsteologiens succeskriterier!

Teologien – at Danmark skal renses for al sygdom, og at Gud her og nu vil helbrede al sygdom – er ganske enkelt fuldstændig uholdbar!

Selv om helbredelserne udebliver, fører det åbenbart ikke til det selvransagende spørgsmål, at der må være noget galt med fremgangsteologien. Det er tilsyneladende hævet over al tvivl, at teologien skulle være usund. De steder i Skriften, der taler om lidelser og sygdom, der ikke bliver helbredt bliver behændigt undgået eller bortforklaret.

"Det er så træls at sidde som tilskuer til, at kristendommen kører af sporet, så hundredevis af mennesker risikerer at ryge af i svinget eller blive påkørt, mens arrangørerne står med løftede hænder og siger »Halleluja«. Jeg regner med, at der bliver et oprydningsarbejde at gøre for os nu. Folk skal have at vide, at selvom de ikke er helbredte, er de stadig elskede af Gud," siger Thyge Enevoldsen efter "mirakelmøderne" i Hillerød (KD 20.03.2004).

Negativ og positiv bekendelse

Hvor stor betydning negativ og positiv bekendelse tillægges i fremgangsteologien, vidner følgende selvbiografiske udtalelse af Hedegaard om: "Vi ventede vores andet barn, da min kone spurgte mig, hvad jeg egentlig ville gøre, hvis dette barn skulle vise sig at være handicappet. Jeg sagde til hende, at hun skulle holde op med den slags negative bekendelser" (Sejr over dæmoner, s. 17).

Udsagnet grænser tydeligvis til det overtroiske. Forestillingen er, at ligesom mennesket gennem positive ord kan skabe gode ting, kan mennesket også gennem negative ord frembringe dårlige ting. Derfor må man ikke give udtryk for pessimisme eller opgivenhed, for derved vil man selv være skyld i, at det onde sker.

Hedegaard fortæller derefter, hvordan han omkring sin datters fødsel fik en kraftig depression og måtte opsøge en kristen rådgiver. Denne rådgiver fortalte ham, at der hvilede en forbandelse over ham, fordi han ikke havde æret sine forældre. Efter at Hedegaard havde gjort op med sine forældre, forsvandt depressionen som dug for solen.

Mønsteret er, at sygdom altid har en åndelig årsag: dæmoni eller synd. Så snart dæmonen er uddrevet eller synden bekendt – er problemet løst. Det er farligt og usundt at indbilde sig selv og andre, at alle problemer kan løses som med et åndeligt trylleslag.

Troen i fremgangsteologien giver i virkeligheden kun mulighed for, at min egen ønsketænkning går i opfyldelse. Det er en tro, der sætter mennesket i centrum. Det er en tro, hvor Gud bliver redskab for det, jeg selv vil opnå. Såfremt jeg kun oplever det, jeg selv tror, nødsages jeg til at tro, at Gud har efterkommet mit ønske, hvad enten det er sket eller ej.

Hedegaard står tydeligvis med et stort problem, når det er åbenlyst, at miraklet ikke finder sted! Bl.a. fortæller han, at han har prøvet at opvække en død, da han mener, at det er en ordre fra Gud, at vi skal opvække de døde. Det skete ikke, og han gav derfor sin egen tro skylden, og undskyldte sig med, at han kun er et menneske og ikke havde tro nok, eftersom Gud ifølge fremgangsteologien altid vil opvække de døde. Der er ikke plads til lidelser, sygdom og dødsfald i fremgangsteologien!

Nådegaver

I forlængelse af den autoritet, Hedegaard mener sig at besidde, giver han også det indtryk, at han kan uddele nådegaver til dem, der måtte ønske det. Også her kommer guddommeliggørelsen til udtryk, der forveksler, hvad Gud og mennesker gør. Der er mange, der kan fortælle, hvordan de over for Hedegaard har udtrykt ønske om nådegaver, typisk nådegave til at tale i tunger eller helbrede.

"Det får du!" siger Hedegaard, lægger hænderne på den pågældende og beder! "Nu taler du i tunger!" "Nu har du helbredelsens nådegave!"

Hedegaard mener, at han med Powerbogen (Bibelen) i hånden i løbet af et øjeblik kan gøre hvem som helst til mirakelmager! Straks efter sætter han dem i gang med at praktisere deres nye nådegave. Det er ofte et ynkeligt og beskæmmende syn.

Nogen er så overbevist om, at de har en bestemt nådegave, at de f.eks. begynder at bede for alle de syge, de møder – hvad enten de har influenza eller ondt i ryggen, hvorefter de straks forventer, at den syge er blevet rask.

"Nej, jeg har ikke mærket nogen forandring!" – "Jo, men helbredelsen er begyndt, men der kan gå et par dage endnu, inden du er helt rask."

Nogen er så overbevist om deres "nådegave" at de praktiserer den i flere måneder – ofte på en umoden og uåndelig måde. Det er en smertelig proces, når det går op for dem, at de alligevel ikke har den pågældende nådegave – at virkeligheden er en anden, end de troede!

Hedegaard har den opfattelse, at alle kristne skal tale i tunger, selv om apostelen Paulus tydeligt gør opmærksom på, at ligesom alle ikke skal undervise og helbrede, skal alle heller ikke tale i tunger, netop fordi legemet ikke blot skal have ét lem, men mange forskellige lemmer (1 Kor 12,27-31).

Manipulation

Hedegaard fremsætter en afslørende bemærkning om sin evne til at manipulere: "Jeg kunne fuldstændig manipulere med mennesker til min egen fordel og kendte ikke til begrebet hensyn. Jeg gjorde, hvad jeg havde lyst til, og troede ikke, det kunne være anderledes" (Sejr over Dæmoner, s. 15). Desværre er mange genstand for enormt stærk manipulation både skriftligt og mundtligt fra Hedegaards side. Lad mig nævne et par eksempler på det:

Når mennesker får en religiøs oplevelse, er de ofte ikke selv klar over, hvad der sker. Det kan ytre sig på mange forskellige måder. Eksempelvis falder folk om under forbøn og mærker en varme strømme igennem sig. De er ikke klar over, hvad der sker. Men oplevelsen tolkes for dem af Hedegaard. Han fortæller, hvad det er, de oplever. Ofte fortæller han, at det drejer sig om et bestemt antal dæmoner, der bliver uddrevet. De pågældende, der ikke selv er klar over, hvad der sker, tror på budskabet. Underligt nok tror mange blindt, hvad Hedegaard siger, selv om de ikke har nogen som helst mulighed for at verificere det. Hvis de får at vide, at det drejer sig om dæmonuddrivelse, så er det en dæmonuddrivelse. Når de efterfølgende aflægger deres vidnesbyrd, videregiver de Hedegaards tolkning. Det er total manipulation og forførelse.

Flere gange har det slået mig, at gengivelsen af mødeforløbet ofte er vanskelig eller umulig at genkende efterfølgende. Mennesker med forskellige problemer opfordres til at gå op til forbøn. Bagefter fortælles der, at alle de, der var oppe til forbøn er blevet helbredt. Men det var tydeligt, at de fleste gik skuffede ned. Alligevel vil fremgangsteologer per definition ikke se kendsgerningerne i øjnene. Det er et vigtigt kendetegn på sekterisme (forførelse).

Måske spiller det også ind, at det efterfølgende referat af mødet ofte er målrettet mod sponsorer og hvervning af nye sponsorer, der lettere støtter foretagendet, hvis der er nogen gode succeshistorier.

Men de mennesker, der gik frem til forbøn, læser også gengivelserne af mødeforløbet. Da er der mange, der mister enhver illusion.

På Grønland har der været stor splittelse efter Hedegaards besøg i Kullorsuaq og Aasiaat. Da de lokale læste Hedegaards egen beskrivelse af hans ophold der oppe, blev de dybt forargede: "Der er så megen manipulation i hans artikel til egen fordel, at man har svært ved at se, hvor man skal begynde, for at argumentere imod den." (Kim Andersen i "Tagryggen" 07.04.2004).

Det er også et stort problem, hvordan menneskers handikaps undertiden i den grad bliver stillet til skue for al offentlighed, og hvordan menneskers indre krænges ud for alle ører. Der er brug for at udvise diskretion og at tage sig af det enkelte menneske i nød – i stedet for at øve massesuggestion. Hvis intentionen virkelig er at hjælpe mennesker i nød, vil det være mere oplagt at tage hjem til de syge, hvor der også er mulighed for at øve den nødvendige sjælesorg!

Gendåb

Hedegaard praktiserer gendåb. Han udviser total foragt for, at spædbørn i dåben bliver genfødt og konkret delagtiggjort i Jesu død og opstandelse, får syndernes forladelse og evigt liv. Gendåb er et overgreb, der er værre end at fortage omskærelse for anden gang (1 Mos 17 sml. Kol 2,11 ff.)! Det er en tilsidesættelse af Guds suverænitetspagt – en tilsidesættelse af Guds løfter. Hedegaard holder dermed Gud selv for nar.

Hedegaard udviser imidlertid ikke bare total nådemiddelforagt, men tillader sig at anvende dåben blot som en test på, om mennesker vil være hans disciple – ikke Jesu disciple. Mange oplever et stærkt pres fra Hedegaard om at lade sig gendøbe.

Jeg vil blot henholde mig til et eksempel, der har været omtalt i avisen: På spørgsmålet om, hvorfor en pige med solid folkekirkelig baggrund skulle gendøbes efter blot to dage på Powerskolen, svarer Hedegaard: "Dåben var derfor en test på, hvor alvorligt hun mente det." Hvad skulle testen bevise? "At hun var seriøs med at komme og arbejde her" (KD 20.10.2004).

Når Hedegaard blot benytter dåben som en test på loyalitet over for ham, foragter han fuldstændig dåben som helligt sakramente! Det er så kritisabelt, at man må håbe, andre frikirker tydeligt markerer deres afstand til denne fremgangsmåde.

Ingen saglig diskussion

Det er typisk for mange fremgangsteologer, at de har en aversion mod teologer, der indebærer, at de ikke ønsker at diskutere deres synspunkter, hvilket desværre umuliggør en saglig dialog. Hedegaard fastslår ofte, at han ikke gider diskutere med teologer. I øvrigt er han fuldstændig ligeglad med kirkehistorien. "Jeg har hverken tid eller plads til traditioner og kirkelige overleveringer" (KD 20.10.2004).

Blandt fremgangsteologer er det almindeligt, at ledere og pastorer påberåber sig åbenbaringskundskab. Dermed mener de, at de har fået en meddelelse fra Guds ånd direkte ind i deres egen ånd. Denne kundskab giver dem den rette autoritative forståelse, som der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved – selv om kontekst, sprog og grammatik giver en helt anden tolkningsnøgle. Dermed får ledere mulighed for at styre deres menigheder og elever med jernhånd. De gør meget ud af deres uafhængighed af alt og alle – for de gør ganske, hvad der passer dem selv.

Det er tydeligt, at Hedegaard har store komplekser ikke bare i forhold til teologer, men også til læger og psykiatere. Han mener tilsyneladende ikke, at han kan lære noget af teologer, som han forholder sig fuldstændig unuanceret til. Ja, selv de unge piger, som bor på rehabiliteringscenteret "Tabitas Hus" i Gørløse, "kan prædike på en måde, som kan udkonkurrere mange folkekirkepræster", siger Hedegaard (KD 20.10.2004).

Sekterisme

Det er påfaldende, at Hedegaards foredrag er en stor iscenesættelse af ham selv. Det er ham selv og hans egne bedrifter, der hele tiden sættes fokus på. Han er den ubestridte mandlige leder – med et team bestående af enlige mødre og piger.

I stedet for at gøre mennesker til Jesu disciple, gør han dem til sine egne disciple: 70 mennesker, hvoraf mange har sagt deres arbejde op, solgt deres huse og er flyttet til Gørløse. Det er et typisk sekterisk træk, der i sig selv bør få alarmklokkerne til at ringe.

Desuden er det bemærkelsesværdigt, at eleverne på Powerskolen åbenlyst isoleres fra deres netværk i en sådan grad, at de ikke engang må benytte deres mobiltelefoner i de tre måneder, de går på "bibelskolen". Herom udtaler Hedegaard: "Når de unge kommer her, er de et produkt af deres opvækst. De er helt smadrede. I den bedste mening forsøger deres forældre eller andre at få kontakt med dem, men hver gang de ringer, får de afleveret et eller andet negativt budskab af frygt, som er nok til at ødelægge det positive, som sker med Guds ord her. Derfor siger vi til de unge, at de skal slukke deres mobiltelefoner i tre måneder" (KD 20.10.2004).

Hvorfor kontakt med familie, venner og andre kristne skulle være så ødelæggende for opholdet på Powerskolen, afslører tydeligt, at hjernevask og manipulation skal foregå helt uden forstyrrelser, hvilket er endnu et alvorligt sekterisk kendetegn.

Fremgangsteologi – vejen til rigdom og magt

"Jeg har i et syn set et slot og et fly, som landede ved siden af. Det betyder for mig, at alle vi medarbejdere snart kommer til at flytte til et slot, hvor vi så får hovedkontor. Det var på grund af dette syn, at jeg begyndte at tage flycertifikat, for vi skal også have vores eget fly", udtaler Hedegaard (KD 20.10.2004).

Fremgangsteologer lader sig tydeligvis styre af deres egne drømme om lykke og succes. Deres egne drømme og fantasier forveksles med syner og åbenbaringer fra Herren. Når de tror, det er fra Herren, så er det fra Herren. De forestiller sig, at hvis de bare tror positivt, vil det også blive opfyldt. Når det kommer fra Herren, er der ingen, der kan stille spørgsmålstegn ved det. Sådan stiver fremgangsteologer deres egen autoritet af ved at misbruge Guds autoritet!

Typisk for fremgangsteologien er forestillingen om stor rigdom. Det er en lykkereligion. Hvis du ikke kører i en Jaguar og har eget privatfly, er det ifølge fremgangsteologien din egen skyld. Gud ejer hele herligheden og vil give det til dig. Du skal blot tro det. Hvis du altså ikke er rig, skyldes det manglende tro i dit liv.

Organisationen Evangelist har i øjeblikket to rehabiliteringscentre, "Tabitas Hus" i Gørløse og "Vildkildegård" ved Arnborg. Men målet er ifølge Hedegaard, "at vi om 25 år har 50 centre i Danmark. Når vi har fem centre, vil det offentlige begynde at tale med os. Når vi har 10 centre, begynder det offentlige at sende folk til os. Når vi har 20, kommer vi på finansloven, og når vi har 50 centre, bestemmer vi sociallovgivningen i det her land" (KD 20.10.2004)!

På spørgsmålet om, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, svarer Hedegaard: "Til den tid vil vores folk sidde i Folketinget og socialudvalgene, ja, overalt. Nogle af vores piger er begyndt at læse til socialrådgivere, og vi skal snart have nogle til at læse jura. Vi arbejder for fuld kraft for denne her vision. Vi betaler med vores liv, og det skal nok lykkes" (KD 20.10.2004).

Visionen for fremgangsteologien er rigdom, magt og indflydelse – ja, at styre hele samfundet og selv at udforme lovgivningen! Hvor utopisk og syg tankegangen er, må være tydeligt for enhver.

Ingen indtægt – men millionær

Fremgangsteologien udlover velstand, succes og rigdom til alle. Hedegaard hævder da også, at han personligt ejer ejendomme i Gørløse for 8 millioner kr. Samtidig er han ifølge egne oplysninger i fuld gang med at tage flycertifikat, hvilket normalt koster omkring 100.000 kr.

På disse områder synes fremgangsteologiens succeskriterier delvis at være opfyldt. Problemet er bare, at hvis lederen for en organisation er så velhavende, motiverer det ikke andre, der er fattigere til at spytte i kassen.

Derfor beskriver Hedegaard sig samtidig som yderst fattig: "Sidste år var første år, jeg nogensinde har fået løn, og jeg fik omkring 5000 kroner om måneden. I år er det meningen, jeg skal have 10.000, men det lader vente på sig, da vi ikke har fået noget i tre-fire måneder. Ofte har vi ikke vidst, hvad vi skulle spise, men pludselig er nogen kommet forbi vores hus med grøntsager eller kød" (KD 20.10.2004).

Her holdes så den rørende kollekttale, der skal få giverne til at melde sig på banen. Når det asketiske fattigdomsideal skal kombineres med fremgangsteologiens rigdom, må det nødvendigvis gå galt. For hvordan kan en person finansiere bygninger for mange millioner uden at tjene penge? Tage flycertifikat uden at få løn? Hvordan adskiller familien Hedegaards privatøkonomi sig fra organisationens økonomi? Evangelist modtager årligt omkring 2 millioner fra sponsorer, men regnskabet bliver desværre ikke offentliggjort.

Personkarakteristik

Christian Hedegaard spænder ifølge sin egen biografi tilsyneladende fra det depressive til det maniske. Fra arbejdet for et rehabiliteringscenter til et slot som hovedkvarter med dertilhørende privatfly. Fra sympati til et magtmenneske, der ikke tillader kontakt mellem forældre og børn. Fra offentlighedens rampelys til hemmelige regnskaber. Fra dæmoni til usund herlighedsteologi.

Virkelighed og illusion

Der er forskel på at tro, at Gud kan helbrede, og at han helbreder hver eneste gang, der bliver bedt for en syg.

Der er forskel på at betragte sygdom som et vilkår ved menneskelivet, og at betragte sygdom som udslag af dæmoni.

Der er forskel på at bede for en syg og at foretage eksorcisme på den syge.

Der er forskel på at tro, at man er helbredt og virkelig at være helbredt.

Der er forskel på at bede om, at Guds vilje må ske, og på at give indtryk af, at man administrerer Guds autoritet.

Der er forskel på, at Guds ånd uddeler nådegaver og på, at fremgangsteologer skaber mirakelmagere.

Der er forskel på at tro, at man har fået en nådegave, og virkelig at have fået den.

Der er forskel på at forvente en herlighed i det fuldkomne gudsrige og på at agere, som om herligheden allerede begynder her.

Der er forskel på sund teologi og usund fremgangsteologi.