Forside Publikationer Læs Kritisk Information Kritisk information om sognepræst Thorkild Grosbøll
 
Udskriv Email

Kritisk information om sognepræst Thorkild Grosbøll 

Thorkild Grosbøll blev født i 1948. Han voksede op i en grundtvigsk præstefamilie med højskolesang og valgmenighed. Grosbøll har været præst i folkekirken siden 1976. Siden 1982 har han virket som sognepræst ved Tårbæk kirke på Nordsjælland.

 

Grosbøllsagen

Grosbøll hævder selv, at han altid har tænkt og ment, som han gør i dag. Der har imidlertid ikke stået blæst om hans forkyndelse, før han i foråret 2003 udgav bogen En sten i skoen – Et essay om civilisation og kristendom. Umiddelbart gav den heller ikke anledning til turbulens.

Uroen kom først, da Weekendavisen 25-05-03 bragte et interview med Grosbøll under overskriften: Overtro: Præsten tror ikke på Gud. Dette interview affødte straks en voldsom debat, der foreløbigt endte med, at Grosbølls biskop, Lise-Lotte Rebel, 03-06-03 fritog Grosbøll for tjeneste. 23-07-03 lod biskoppen Grosbøll vende tilbage til embedet "under skærpet tilsyn", efter at have gentaget sit præsteløfte.

Et år senere, 10-06-04, fritog Rebel atter Grosbøll for tjeneste, og ugen efter anbefalede Rebel Kirkeministeret, at det rejste en læresag mod Grosbøll.

Kirkeministeriet valgte 11-05-05 ikke at følge biskoppens anbefaling, men lod atter Grosbøll vende tilbage til tjeneste, efter at denne for tredje gang havde underskrevet præsteløftet plus denne gang særskilt den apostolske trosbekendelse i vidners påhør. Ministeriet fritog i stedet Lise-Lotte Rebel for tilsynspligten med Grosbøll, og flyttede den over til biskop Jan Lindhardt, der var villig til at føre tilsyn "for at bringe sagen ud af et dødvande".

 

Kan Grosbøll kaldes kristen?

Grosbøll står i modsætningsforhold til alle tre led i den apostolske trosbekendelse (den fælleskirkelige bekendelse, som folkekirken bruger ved dåb). Han står ikke bare i modsætningsforhold til "den eksakte ordlyd", men også til alt, hvad man med nogen rimelighed kan kalde hensigten med trosbekendelsen. Lad os her sammenligne dele af trosbekendelsen med nogle af Grosbølls udsagn, som ikke er trukket tilbage:

Den apostolske trosbekendelse:

Vi tror på Gud Fader den almægtige
Himlens og jordens skaber.

Grosbøll:

Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud… Den slags har aldrig sagt mig noget – end ikke som barn. (Weekendavisen 23-05-03)

Gud er død, og det er godt. Dermed kan vi gå manden fra Nazareth nær uden at løbe risiko for overgreb. Han er kun en bror. (En sten i skoen, s. 90).

Trosbekendelsen:

Og på Jesus Kristus, hans eneste Søn, vor Herre

på tredje dag stået op fra de døde,
og steget op til Himmelen.
Han har taget plads ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd,
og herfra skal han komme at dømme levende og døde.

Grosbøll:

Jeg tror ikke på… en opstandelse… Den slags har aldrig sagt mig noget – end ikke som barn. (Weekendavisen 23-05-03)

Så fortsat at have menneskesønnen siddende i himlen og vogte på, at guds højre hånd ikke igen gribes af gammeltestamentlige spasmer, er der ikke meget mening i mere. Tværtimod er det svært ikke at se denne engang så gigantiske tanke som noget, der i dag snarere skader Jesu gode navn og rygte […]. Så oprigtigt talt, hvorfor dog ikke lade den stakkels tømrer slippe og give ham lov til det, han er bedst til – at være menneske? (En sten i skoen, s. 39)

Trosbekendelsen:

Jeg tror på Helligånden,
[…]
legemets opstandelse
og det evige liv…

Grosbøll:

Jeg tror ikke på […] [et] evigt liv. Den slags har aldrig sagt mig noget – end ikke som barn. (Weekendavisen 23-05-03)

En kirke kan godt være rummelig og have plads til mange forskellige fortolkninger af kristendommen og dermed trosbekendelsen. Men det modsatte af trosbekendelsen kan ikke være kristendom!

 

Grosbøll og de teologiske traditioner

Grosbøll og andre har hævdet, at Grosbøll ikke siger noget nyt. Han hævder at ligge i forlængelse af teologiske traditioner og tolkninger, der er en uadskillelig del af folkekirkens kristendomsforståelse. Ja, ifølge Grosbøll går traditionen bag hans kristendomsudlægning tilbage til Peter, Paulus og Jesus selv. Dette er helt åbenbart ikke tilfældet.

Uoverensstemmelsen og den løsrevne brug af citater er mest iøjnefaldende, når Grosbøll benytter sig af nytestamentlige kilder. Men også når han fx citerer Martin Luther (reformatoren bag den danske folkekirke) og Regin Prenter (en dansk konservativ "dialektisk" teolog). Begge citeres korrekt af Grosbøll for, at vi som kristne "kun" kender Gud gennem hans åbenbaring og inkarnation som Jesus. Men for begge gælder det, at det er en transcendent person, som har magt til at frelse os til det evige liv, der viser sig i Jesus. Og at den åbenbarede almægtige Gud er uafhængig af vore tydninger og tolkninger af ham.

Overordnet set hævder Grosbøll, at han står i forlængelse af dialektiske teologer som fx Bultmann og Tillich. De står for et teologisk opgør med metafysiske spekulationer over Gud og hans væsen. Deres teologi kan godt kaldes "ateistisk". Men med "ateistisk" mener de, at Gud er større end vore forestillinger om ham, og at Han ikke er en ting i verden blandt andre ting. Han er jo forudsætningen for alle ting. Vi kan kun kende Ham gennem åbenbaringen og billeder. Uanset hvad man mener om disse teologers teologi, så er det helt centralt for dem, at Gud er en personlig hinsidig magt, der giver Jesus og frelsen dens troværdighed. Derfor er deres fortolkning gyldig som (en slags) kristendom. Og det er det, der adskiller dem fra Grosbøll.

 

Grosbølls religion

Når Grosbølls religion ikke er kristendom, hvad er den så?

Dialogcentret finder, at Grosbølls religion har tre bærende dogmer:

 

Gud er død.Tilværelsen og (med)mennesket bør tydes som guddommelige.Denne tydning sker bedst med udgangspunkt i Jesu eksempel og den kristne tradition.

 

Forudsætningen for hele Grosbølls religion er, at Gud er død og færdig. Mennesket er overladt til sig selv. Derfor skal mennesket skabe (tyde) sin egen virkelighed. Ellers bliver det hele meningsløst, uudholdeligt, uciviliseret og upoetisk. …"livet kan være så barskt, at enten går man under, eller også gør man front for at vriste en mening ud af det". (Til Sagen s. 90.). Livet selv vil forlange at blive tydet som poetisk og fortryllende, fx når vi forelsker os, får børn, eller når Grosbøll spiser italiensk gourmet-mad. Denne religiøse tyden poesi og mening – ja eventyr – ind i tingene, finder Grosbøll holdepunkt for i sin forståelse af den kristne tradition. Jesus og hans efterfølgere tydede således, ifølge Grosbøll, mening ind i den tomme verden "på trods". Jesus forkynder radikal næstekærlighed, og det er i denne ubetingede kærlighed til medmennesket, at det guddommelige tydes frem. "Jesus underkender ikke det civile samfund, men hans påstand er, at for at det civile samfund kan (for)blive civiliseret, må det fratages sin selvretfærdighed. Midlet dertil er at lade Moselovens skaber (Gud) smelte sammen med sin skabning (mennesket), så der ingen gud er uden næsten og ingen næste uden gud. Sådan forekommer det mig, at hans konstruktion ser ud." (En sten i skoen, s. 74, vores betoning).

Et eksempel på Grosbølls tankegang ses i hans prædiken til Maria Bebudelsesdag (Til Sagen s. 87-91). Da Maria pludselig blev gravid uden for ægteskabet – måske ved en voldtægt, mener Grosbøll – blev hun nødt til at tyde denne graviditet som en guddommelig indgriben (Helligåndens besvangring). Men fortryllelsen holdt ikke. "For drengen endte sine dage henrettet som gemen forbryder… Men også her var der nogen, der gjorde front og vristede en mening ud af elendigheden… Sådan gik det til, at mennesket blev bærer af den store historie og ikke tog det for røvet bytte at fortælle sin egen" (Til Sagen s. 90f.).

Kristendommen er altså ifølge Grosbøll historien om, hvordan Maria blev hore eller voldtaget, og hvordan horeungen Jesus forspildte sit liv. Og efterfølgende hvordan mennesket tydede et guddommeligt eventyr ind i denne sølle tragedie! Mennesket er ikke Guds barn; gud er barn af mennesket og dets poetiske fantasi.

 

Grosbøll som nyreligiøs

Grosbøll er ikke i traditionel forstand nyreligiøs. Han er ikke umiddelbart inspireret af hinduismen, buddhismen, daoismen eller teosofien. Han tror ikke på guddommelige magter og væsner, engle og energier – i al fald ikke som andet end noget, vi tyder ind i tingene.

Men Grosbøll er alligevel religiøs på en ny måde, som vinder frem i disse år. Grosbøll tror på "at tro" (som Tor Nørretranders gør det i bogen "At tro på at tro", 2003), altså at læse hvilken som helst guddommelig mening ind i hvad som helst og benytte sig af religiøs sprogbrug og religiøse teknikker, for at mennesket – alene eller i fællesskab med andre – får et så tilfredsstillende et liv som muligt. Dermed kommer Grosbølls religion til at minde om den såkaldte "implicitte religion", hvor det handler om at udfolde sig selv og sine muligheder, leve sin spirituelle følelse og engagement ud, og det helt uafhængig af enhver ydre lære eller sandhed. Det handler om menneskets indre oplevelse og indre muligheder for livsfylde. Denne "tro på at tro" er i dag en udbredt og voksende form for religiøsitet.

Men implicit religion indeholder altid noget skjult, noget "okkult", der vil tage magten fra brugerne. Når Grosbøll bestandigt går og tyder verden som det ene eller det andet, så bliver han selv, hans tydning, til det, som lægger mening ind i verden. Grosbøll bliver langsomt til sin egen skabergud, uanset om han vil det eller ej. I denne selvophøjelse risikerer han – og hans trosfæller – også mere og mere at miste blik for den næste, som han så gerne vil have blik for.

 

Skadelige virkninger i Grosbølls kølvand

Grosbøll har stillet spørgsmålstegn ved grundlaget for folkekirkens tro, trøst og ritualer. I det hele taget skaber han stor utryghed omkring, hvad kristendommen står for, og hvad man kan regne med.

 

Denne usikkerhed gør, at overtro og skadelige former for religiøsitet har fået lettere ved at sprede sig under dække af at være fortolkninger af kristendommen.

 

Denne usikkerhed gør, at præster, der beskæftiger sig med sjælesorg til svage, syge og døende (fx hospitalspræster) rapporterer, at det er blevet vanskeligere at formidle en troværdig trøst og et troværdigt håb til disse udsatte grupper.

 

Denne usikkerhed gør, at kristen mission og dialog med ikke-kristne bliver besværlig. Man kan jo ikke være i mission eller dialog, hvis ingen kan se, hvad man står for.

 

Denne usikkerhed gør, at mange folkekirkemedlemmmer er blevet usikre på om deres kirke overhovedet er forpligtet på kristen forkyndelse. Og om der er nogen grund til at tage folkekirken alvorligt. Dermed er mange kommet i tvivl om, hvorvidt de har et kirkeligt hjem.

 

 
 
Banner