Forside Publikationer Læs Kritisk Information Kritisk information om Jehovas Vidner
 
Udskriv Email

Kritisk information om Jehovas Vidner

Jehovas Vidner er en religiøs bevægelse, der blev stiftet i 1870‘erne af amerikaneren Charles Taze Russell. Han mente, at kunne beregne ud fra bl.a. Johannes’ Åbenbaring, at verdens undergang ville indtræffe i året 1914 ved det såkaldte Harmagedon-slag. Her skulle alle sande Jehovas Vidner frelses. 144.000 af disse Vidner ville opnå en eksklusiv frelse.

I Himlen skulle de sammen med Jesus regere over den kommende nye verden. De resterende Vidner skulle frelses på en anden måde: Først skulle de rydde op efter alle de døde ikke-Jehovas Vidner og derefter skabe et Paradisrige på jorden.

Da undergangen og Paradiset imidlertid ikke indtraf i 1914, blev nye årstal fastsat: 1918, 1925, 1941 og 1975. Fejlforudsigelserne har hver gang været pinlige; dog har opfindsomme bortforklaringer ikke manglet.

I 1995 fik Jehovas Vidner en ny forståelse af Harmagedon-slaget. De har udsat det på ubestemt tid og lader det nu være op til Gud at afgøre, hvornår den skal indtræffe.

 

Vagttårnsselskabet

Ved Russells død var grunden lagt til en stor amerikansk organisation: Vagttårnsselskabet. Mange mennesker over hele verden var tilsluttet Selskabet.

Under den efterfølgende præsident Rutherford blev teokratiet indført: Vagttårnsselskabets øverste ledelse "Det styrende Råd" blev nu direkte ledet af Gud. Hvad disse ledende mænd vedtager og bestemmer for tilhængerne er lov, for deres autoritet og magt har de fra Gud, påstår de.

 

Syn på "verden"

Forventningen om, at verden snart vil gå under, præger naturligt nok Jehovas Vidners syn på "verden". Det er for dem omsonst at deltage i det sociale og politiske liv. Næstekærligheden begrænses til at forkynde deres lære for alle mennesker. De ser det som deres opgave at få så mange med i Jehovas Vidner som overhovedet muligt, for det indebærer deres frelse.

 

Store krav til Vidnerne

Forkyndelsen foregår systematisk i et givent område fra dør til dør. Vidnerne går næsten altid 2 og 2, og de fører nøje rapport over deres arbejdsindsats, da alt siden kontrolleres og føres til protokols af Vagttårnselskabet.

Vidnerne tilbyder folk bladene Vågn Op og Vagttårnet. Disse blade har Vidnerne selv købt af Vagttårnsselskabet, og de forærer dem til folk, da det i Danmark er forbudt at sælge blade ved folks døre.

Det kræves af alle Vidner, at de deltager i dør til dør-forkyndelsen, samt at de deltager i flere ugentlige møder i de såkaldte Rigssale.

Udover at kræve denne store arbejdsindsats af Vidnerne, kræves der også en bestemt livsførelse. Vagttårnsselskabet har efterhånden opstillet en lang række forbud. F.eks. må et Vidne ikke ryge, modtage blodtransfusion, aftjene militær værnepligt, fejre fester som jul, fødselsdag og fastelavn, deltage i sport og lejrskoler, synge nationalsange, deltage i politik og stemme ved valg.

Vidnerne må heller ikke læse kritisk litteratur om Vagttårnsselskabet og litteratur fra frafaldne Jehovas Vidner.

 

Udstødelse

Et Vidne bliver udstødt, hvis det ikke indordner sig og viser loyalitet overfor Selskabet. Vidnerne må ikke sætte spørgsmålstegn ved Vagttårnsselskabets lære, og de skal leve efter de opstillede regler.

Hvis et Vidne udstødes, isoleres det straks af alle de andre Vidner, og det vil ofte sige af hele Vidnets familie og omgangskreds. Det er endog ikke tilladt for Vidnerne at hilse på en udstødt.

Formålet med denne psykiske straf er at få den udstødte til at vende tilbage "på rette vej" og indordne sig. Ofte ender det med, at den udstødte, forladt af alle, får svære psykiske problemer.

 

Kalder sig sande kristne

Jehovas Vidner kalder sig for de sande kristne og fordømmer alle andre kirkesamfund. De benytter deres egen stærkt tendentiøse bibeloversættelse, "Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter", hvor centrale bibeltekster er blevet oversat på en måde, så de passer til sektens lære, uanset hvad der måtte være den mest korrekte og logiske oversættelse.

Et markant træk i Jehovas Vidners lære er den skarpe afvisning af den kristne tro på Den treenige Gud. De skiller Faderen og Sønnen og tror dermed ikke på, at Jesus er Gud. Hele den bibelske forkyndelse af Helligånden som Guds personlige nærvær og kærlighed er borte hos dem.

Deres ideer om "Gud" har fået et ikke-kristent indhold, Jesus Kristus som den barmhjertige frelser er forsvundet ud af Vidnernes lære, og dermed er den kristne tro forsvundet. Loven, præstationerne og principperne indføres som grundlag for menneskets frelse.

 

Brug af Bibelen

Tilsyneladende bygger Vagttårnsselskabet sin lære på Bibelen, idet der henvises til skriftsteder i massevis, men i realiteten er Bibelen blevet gjort til en facitliste, der bekræfter Jehovas Vidners særlige religion. Hvert skriftsted er en knage, og Bibelen som helhed er en slags stumtjener, på hvilken Vagttårnsselskabet hænger sine læresætninger.

 

Antal vidner

I Danmark er der ca. 15.000 aktive forkyndere og ca. 21.000 tilhængere i alt. På verdensplan ca. 5,2 millioner Vidner. Nedgangen hos Jehovas Vidner på 1-2% de sidste par år, skal ses i lyset af den megen presse- og medieomtale der har været, både i Danmark og andre lande.

 

Hjælp til udstødte

I de senere år har en del Vidner forladt organisationen af egen fri vilje. Efterhånden har de følt sig udnyttet af Vagttårnsselskabet, og langsomt har de erkendt, at Selskabets lære er falsk. For at hjælpe udstødte og frafaldne Vidner, er der i Danmark oprettet en Støttegruppe for tidligere Jehovas Vidner med hjemmesiden www.x-jv.dk.

 
 
Banner