Erik Bjerager: ”DET ENDER GODT - Johannes Møllehave om døden ”

Først var der i 2008 et interview i Kristeligt Dagblad, hvor Johannes Møllehave efter flere blodpropper og en firedobbelt by-pass operation åbent fortalte om sit liv ”på overtid”, som han kalder det, fordi døden til stadighed puster ham i nakken.

Og så blev det til en bog, for intervieweren, chefredaktør ved KD Erik Bjerager, ville gerne delagtiggøre mange flere i de jordnære, dybsindige, forkyndende, overraskende og muntre udsagn, der vældede frem i den velkendte frodige Møllehave-ordstrøm under deres samtaler.

Møllehaves mormor var et taknemmeligt menneske, fortæller han. Hun bad takkebønner under alle forhold, også de strenge, som hun fik sin del af, og hun fraveg aldrig det motto, som blev bogens navn: ”Det ender godt”.
   Det er da også disse to temaer, der gennemsyrer bogens mange emner: Taknemmeligheden – for ”det vigtigste i livet gives os”, eller med et andet af Møllehaves udtryk: det skænkes os. Og så troen på, at ”det ender godt”, fordi Gud i alle livets forhold er nærværende med trøst og styrke: ”Jeg er med jer indtil verdens ende og fra evighed og til evighed, siger Jesus. Det er en gådefuld tanke og en fabelagtig trøst.” (s.77)

Trøst er et ord og et begreb, som Møllehave vender tilbage til igen og igen, og man fornemmer den personlige erfaring bag: ”Vi ved, at alt, hvad vi ejer, skal vi miste. Også hinanden. Også livet. Men når Brorson skriver ”min rose jeg aldrig vil miste”, betyder det, at vi ikke skal miste den kærlighed, der er over den kærlighed, vi erfarer her på jorden.” (s.163) Midt gennem et menneskeliv, uanset dets tilmålte del af tab, sorg, savn, depression, lidelse, skyld og tvivl, findes der noget livgivende og trøstende, som er umisteligt, forkynder han. 

Er Møllehave bange for døden, spørger Bjerager. Nej, han føler, at han er i Guds hånd, ”hvad enten jeg er rask eller syg, hvad enten jeg er levende eller død”. (s.128) Og så alligevel – jo, han indrømmer, at han har haft et fysisk ildebefindende, som gjorde ham bange, ”nu kommer døden”, nåede han at tænke. Men det gjorde den ikke, og egentlig er hans oplevelse vel også blot, hvad de fleste helt naturligt føler over for selve det at dø. Men i princippet er han rejseklar. Hvis døden stod i døren i dag, siger han, ”så ville jeg sige tak for et fabelagtigt spændende liv, hold op, hvor har det været godt! Jeg er klar til det.” (s.119)

Tror han på et liv efter døden? Her indrømmer Møllehave blankt, at han har ændret holdning. ”Livet, det er her og nu,” sagde han i sine unge år som præst, ”der er ikke andet, og evigheden er noget, vi oplever i dette liv.” Men jo ældre, han er blevet, des mere tror han, at der er noget, der venter – at der er et efterliv: ”Det er en voldsom amputation af teologien at sige, at det evige liv ikke findes. Det er at sætte teologien på en afmagringskur, som den dør af. Uden evighedsperspektivet bliver kristendom og teologi spøgelsesagtige størrelser.”(s.225-26) Sådan siger den 72-årige Møllehave, som også svarer ja, da han spørges, om han tror, han skal se sin kære, afdøde hustru Herdis igen. Men han gør sig ingen konkrete tanker og forestillinger om hvordan og hvorhenne.

På bagsiden af bogen siges det: Det er en bog til eftertanke og trøst for den efterladte, den syge og den døende.
   Det er uden tvivl sandt, men gid den dog også må blive læst af de glade, raske og livsduelige, for hvem har ikke brug for at blive udfordret på eksistentielle spørgsmål som, hvad meningen med livet er, om lykke og medgang er en gudgiven ret, om livet er en størrelse, man kan vælge til og fra, som man lyster, om lidelse og tab, om skyld og pligt over for medmennesket, om håb og lys for enden af tunnelen. Det er ikke sikkert, man er enig med Møllehave i alle hans svar, men at de er ærlige og kommer fra et menneske, der har ladet livet lære sig nogle vigtige lektier, det er man aldrig i tvivl om.

Johannes Aagaard havde i en af sine sidste måneder besøg af sin gamle ven Christian Szurko, leder af det engelske DialogCentre UK. De to talte om døden, som Aagaard bestemt ikke bød velkommen, men alligevel var ganske afklaret med. At han som et sandt kristustroende menneske var fuld af tillid til, ”at det ender godt”, viste denne hans afsluttende bemærkning, som Szurko ved begravelsen fremhævede som noget, han håbede, han aldrig ville glemme:
 
”Døden er den sidste fjende. Men min fjende vil føre mig til min Ven!”