Kritisk information om satanisme

Dagens underholdningskultur indeholder en klar fascination af det skrækkelige, af mørkets kræfter og af Satan-figuren. Tegneserier, rolle- og computerspil, bøger, musik og skrækfilm kredser om emnet med en blanding af afsky og tiltrækning. De fleste har hørt om ungdommelige satanister, der ynder at pine eller ofre smådyr og lave hærværk på kirker og kirkegårde og her vælte gravsten og skrive hyldester til Mørkets Fyrste. Nogle affejer dette som drengestreger og teenageromantik, mens andre tror, at der findes en stor satanistisk sammensværgelse, der står bag omfattende og modbydelig kriminalitet. Hvem har ret, hvor omfattende er satanismen, og hvad er dens tankegang?

Hvem er Satan?

"Satanisme" kan forstås som en livsanskuelse eller kult, hvor Satan-figuren har en fremtrædende plads og ses som noget positivt. Satan-figuren er del af den kristne kultur, hvor Satan (i fx Det Nye Testamente) er kilden til al ondskab og fordærv i universet. Årsagen til alskens sygdom, kaos, vold, mistillid, fortabelse og lidelse af enhver slags. Tillige forsøger Satan med stor kløgt at modvirke Guds gode plan med mennesket. For kristne er det derfor svært at acceptere folk, der bevidst dyrker denne kilde til ondskab. Det svarer mindst til at elske og dyrke sygdomme som kræft og AIDS.

Men satanismens Satan-figur er ikke kun inspireret af den bibelske Satan. Figuren er også præget af okkultismens hornede Djævel. Denne djævel er ikke så meget symbolet på undergang og sygdom. Fanden forstås også som alternativet til det kristne. Og som en magt og naturkraft, der overskrider skellet mellem godt og ondt, mand og kvinde, dyr, menneske og gud. Eller Satan forstås som Lucifer ("Lysbringeren"), der bringer erkendelsens lys til mennesket (jf. Slangen i Paradiset, der fik mennesket til at spise af Kundskabens Frugt).

Satanisme vil altså ikke nødvendigvis sige at dyrke Den Onde, men kan – for satanisten selv – også gå ud på at dyrke Kraften hinsides godt og ondt – eller Naturen inklusive lys og mørke. Mange satanister ser således Satan som symbol på naturen og livet i alle aspekter, som skal dyrkes i modsætning til svaghed, ensidighed, indskrænkethed, moral, pænhed og død. Kristendommens svar på dette, er, at disse satanister er blevet forført af Satans løgne, og at ethvert oprør mod Gud – ikke mindst propaganda mod Gud – er at placere sig selv og andre i Helvedes ild – eller i intetheden, hvor alt er dødt, forladt, ligegyldigt og uden mening.

Satanismen historisk set

Historisk er satanistisk kult dårligt bevidnet og næppe af større omfang. I 1500- og 1600-tallet mente kristne kirker, at hekse fløj til "heksesabbat" for at kysse Fanden i rumpen, ofre børn og foretage syndige orgier, og den slags hekse brændte man mange af den gang. Heraf opstod måske ideen om "sorte messer", der var en slags omvendt parodi på den katolske messe (gudstjeneste), hvor man brugte sorte lys i stedet for hvide, brugte mandlig sæd som nadver og hyldede og påkaldte sig Satan for at nyde godt af hans dæmonisk-magiske evner. Én af "Solkongen" Ludvig XIVs elskerinder skal sidst i 1600-tallet have betalt en "klog kone", Catherine Deshayes, for at forrette sorte messer med børneofring for at få Satans hjælp til magisk at bevare sin gunst hos kongen. Den sag vakte stor skandale i sin samtid.

En optagethed af Satan og sort kult dukkede atter op i slutningen af 1800-tallet i Paris blandt okkultister og avantgarde-forfattere. En af disse, Charles Baudelaire, skrev i 1857 en digtsamling, Helvedsblomster, der indeholdt en hyldest til Satan ("Litanie de Satan"). Satan-figuren var for Baudelaire et symbol på stolt trods mod den katolske kirke og det etablerede samfund, det eneste håb for de undertrykte – fattige, forpinte, selvmordere og lignende. I forbindelse med denne litterære "kultursatanisme" opstod netop udtrykket "satanisme".

Typer af nysatanisme

Nutidens "ny-satanisme" synes ikke at have sin rod i historiske satankulter, men er på forskellig vis romantisk inspireret af fortællinger om sorte messer og af kultursatanismen. Men nysatanismen er et broget fænomen. Der findes i dag mange vidt forskellige typer af satanisme. De vigtigste typer er:

"Esoterisk" vil sige, at den indeholder en hemmelig viden, der kun meddeles til særligt udvalgte. Grupperne er ligesom frimurerne organiseret som en orden med stigende grader. Når man indvies til en ny grad, indvies man også i en ny viden. Denne viden omhandler gerne "rituel magi", nemlig at man via ritualer og symboler vil påvirke ting i den fysiske verden.

Den vigtigste af disse organisationer er O.T.O. (Ordo Templi Orientis), som under ledelse af den britiske okkultist Aleister Crowley fra ca. 1922 til Crowleys død i 1947 blev en international organisation. O.T.O. er en magisk loge, præget af indisk tantra-yoga og europæisk okkultisme, men Crowley gav O.T.O. en særlig "thelemittisk" filosofi ved sin bog Liber AL vel Legis (Lovens Bog, 1904) med mottoet "Gør hvad du vil skal være hele loven". Denne vilje (græsk "thelema") er dog ikke uden videre en egoistisk vilje, men en kosmisk vilje, en art skæbne. Har mennesket denne kosmiske vilje bag sig i sine ritualer, har man hele universets vægt bag sig og er omtrent almægtig.

Samtidig har O.T.O. en rituel sideorganisation, E.G.C. (Ecclesia Gnostica Catholica), der imiterer en kirke med præster og gudstjenester, der serverer sperm som nadver. Crowleys O.T.O. – der har inspireret det meste af ordenssatanismen – kalder sig ikke selv satanistisk og kan næppe heller forstås som satanisme, selv om Crowley betegnede sig selv med Satan-symboler (Dyret, Baphomet, 666 osv.) og afskyede kristendommen. Men O.T.O. har i høj grad inspireret nutidens nysatanisme.

Temple of Seth, som er en udbryddergruppe fra LaVeys "Satankirke" (se rationalistisk satanisme), er også en form for seriøs ordenssatanisme.

Esoterisk ordenssatanisme er sjældent taget i at foretage ondsindede eller kriminelle handlinger.

Siden slutningen af 1700-tallet har det "gotiske", dvs. skrækromantiske à la Dracula-fortællingen, været en vigtig del af vestlig kultur. Gotisk kunst og underholdning er optaget af det groteske og uhyggelige som stejle klipper, kirkegårde i fuldmåneskær, øde borge, raslende skeletter og talende malerier. En del af den vestlige kultur har også været optaget af at demonstrere oprør mod det borgerlige ved at bruge symboler på ondskab og rædsel såsom Djævlen, jf. Baudelaires hymne til Satan. Endelig er dele af kulturen fascineret af det groteske, jf. nutidens danske maler Michael Kvium. Disse elementer, fascination af det gotiske, groteske og okkulte samt oprørssymboler, kan anvende symboler på ondskab og fordærv og danne en slags satanistisk kultur.

Denne kultursatanisme kan optræde i forbindelse med film, tegneserier og rockmusik fra grupper som Black Sabbath og Led Zeppelin til nutidens ultrahårde rockgenre "Black Metal" med rendyrkede satanistiske tekster og en særlig dyb og på en gang knurrende og brølende sangstil (growling). Størstedelen af kultursatanismen handler om at finde sit publikum, signalere oprør og vrede og gøre indtryk. Kultursatanistiske symboler og forestillinger kan mærke sensitive personer negativt, nogle gange meget negativt. Men for det meste er kultursatanismen en flirt med mørket med få konsekvenser.

I Californien dannede amerikaneren Howard Levy, der kaldte sig Anton Szandor LaVey, i 1966 organisationen Satans Kirke (Church of Satan, forkortet CoS) med en officiel satanistisk ideologi. LaVeys satanisme er inspireret af begge de forrige satanisme-typer (O.T.O. og kultursatanismen), men er især en rationalistisk og materialistisk form for satanisme, der baserer sig på menneskets "fornuft" og går imod dogmer og overtro. Satan-figuren dyrkes således ikke som en virkelig figur, men som et positivt symbol på menneskets trods og egoisme. For LaVey er modstanderen især hykleriet, pænheden, moralen og kristendommen, mens målet er at dyrke lysterne og de 7 dødssynder, som Satankirken gør i en okkult og pompøs iscenesættelse som laser- og stroboskop-lys og brusende orgelmusik. Satankirken har optrådt med stor flair i medierne, men organisationen ligner med sit salg af indvielsesgrader mest af alt en smart pengemaskine. Efter LaVeys død i 1997 overtog hans kone, Blanche Barton, gesjæften med noget frafald til følge, fx i Danmark, hvor utilfredse satanister efterfølgende dannede fx "Satanisk Forum".

De rationalistiske satanister er sjældent taget i kriminalitet. LaVey fraråder dem ofringer og kriminalitet ud fra det princip, at en ægte egoist holder loven for sin egen skyld! Det gavner ikke egoet at komme i fængsel.

4. Ungdomssatanisme

Blandt unge, især teenagere, kan der være et behov for at finde sig og udtrykke en særlig identitet og stil, som er "cool", i modsætning til "de andre", til de ordinære. Så ved man, hvem man er. En sådan identitet kan man bl.a. finde via særlige signaler og symboler som mærkevarer eller "brands" (Coca Cola, Levi"s, Harley Davidson, Nintendo, Barbie & Ken osv.), som er knyttet til en livsstil, som har prestige og udtrykker det, man gerne vil stå for (styrke, tjekkethed, romantik osv.). Satanisme kan måske ses som et sådant "brand", som især teenagedrenge kan falde for, hvis de har en vrede mod det etablerede system og mod autoriteter, og hvis de søger en symbolsk form at udleve deres vågnende drifter (aggression og seksualitet) på. Inspireret af de foregående to grupper satanisme (kultursatanisme og LaVeys bøger) kan unge danne små private satanistiske "cirkler" med indvielser, hvor man skal gøre et eller andet rigtigt satanistisk såsom at foretage kirkeskændinger, ofre smådyr eller sende sataniske breve til folk, man ikke kan lide. Man kan også dyrke særlige hedenske (keltiske) festdage som kultfester for underverdenens dæmoner (fx Halloween). Målet er altså at udtrykke oprør og sejhed og danne hemmelige drengeklubber, der "leger" med det farlige. Størstedelen af satanistisk kriminalitet kommer fra denne gruppe. Til gengæld dropper de fleste teenage-satanister denne Satankult efter ret få år.

5. Syresatanisme og patologisk satanisme

Under indflydelse af narkotika eller pga. personligheds-forstyrrelser i retning af psykopati og egentlige psykoser kan nogle været dybt tiltrukket af det perverse, ækle, sadomasochistiske og egentligt onde – fx ved selvlemlæstelse, indsmøring i det ulækre såsom afføring, eller i sjældne tilfælde bortførelse og mere eller mindre satanistiske ritualmord. Amerikaneren Charles Manson, der så sig selv som en kombination af Gud, Jesus og Satan, fik således en gruppe hippier, især piger, til i 1969 rituelt at myrde instruktøren Roman Polanskis kone og venner. Satanistisk vraggods kan indgå i denne tankegang, men ofte skyldes tiltrækningen mod det forbudte helt andre faktorer. I alle tilfælde er denne form for satanisme lejlighedsvis ondartet, men dog ganske sjælden.

Satanisme er altså næppe en global sammensværgelse, og satanister er sjældent "onde" mennesker, der går og skubber gamle damer ud i trafikken. Satanisme handler mest om symboler, om metaforisk ondskab eller dyriskhed. Men det er heller ikke så lidt.

Hvad er satanisme?

Typiske fælles træk i alle disse former for satanisme er:

Ego, vilje og kraft

Satanisten har som højeste mål at dyrke og styrke sin egen vilje, ambition og lyst. Det er som regel i orden at få så meget kontrol med andre som muligt, at sætte sig igennem, være egoistisk, udleve sine drifter og sit begær. Det vigtigste er at have det godt, at være stærk og besejre de andre. Det handler ikke om at være god, kærlig, ydmyg og omsorgsfuld mod andre. Satanisten dyrker Dyret og ser sig som et dyr, som i en brutal jungle må overleve ved at udleve sine drifter, spidse albuerne, beskytte sig selv og sine og lade det svage menneske gå til.

Antikristendom

Satanisten dyrker ofte det modsatte af, hvad han tror, at kristendommen dyrker. Hvis satanisten tror, at kristendommen dyrker løgn, pænhed, moral og ydmyghed, så dyrker han bare sandhed, vildskab, umoral og stolthed. Hvis han tror, kristendommen forkynder næstekærlighed, så dyrker han had og retten til hævn. Hvis han tror, at kristne lovpriser Guds storhed, så siger han, at Gud er svag og "out of business". Satanisme er kristendom på hovedet. Ofte ved nutidige satanister dog meget lidt om kristendommen, så det eneste, han sætter på hovedet, er sit eget fjendebillede af kristendommen.

Mørk kult

Satanisten bruger ofte – i det mindste symbolsk – rituel magi, hvor dæmoner påkaldes for at hjælpe satanisten med at opfylde hans ønsker. Eller – sjældnere – går han til "sorte messer", som er en "omvendt" katolsk gudstjeneste på latin med sorte alterlys i stedet for hvide osv., og hvor Satan påkaldes for at give styrke og kraft til satanisten og således opfylde hans behov. Satan eller Djævlen er en vigtig figur i kristendommen (og i islam, hvor han kaldes Shaitan eller Iblis), og de, der dyrker ham, knytter sig dermed til den kristne kultur, men på en omvendt "pervers" måde. At dyrke den person, som i kristendommen er udspringet for al ondskab og råddenskab, kan ses som oprør mod Gud eller mod de kristne. Eller mod begge dele. Satanisme kan således ses som bevidst tilslutning til ondskaben, som vildfarelse eller som den lidendes klageråb, som når et menneske, der har mistet, efterfølgende skælder ud på Gud – ganske som Jesus selv gjorde på korset ("Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"). Og i de sidste tilfælde er der højest på overfladen tale om satanisme. Derimod handler det om et menneske i nød.

Men hvad motivet end er, så sætter de fleste satanister styrke, kontrol, magt, nydelse og deres eget ego højere end Gud, godhed og kærlighed. Det gjorde fascismen og nazismen jo også. Ja, det gør flertallet af vesterlændinge måske stadig… Satanisten dyrker dermed et bekymrende menneskesyn, hvor lyst og magt er ret, og Fanden tage taberne og de svage. Man kan altså ikke påstå, at satanisme dybest set udtrykker oprør mod det bestående, for i det bestående samfund dyrkes jo netop egoismen, konkurrencen, individualismen og "synden" bl.a. forstået som en permanent sanse- og oplevelseskult. Et sandere oprør mod det bestående ses i virkeligheden i kristendommen, der modsiger menneskets egoisme, selvoptagethed, ensomhed, forstødthed og venden sig mod tomhed eller sanserus i stedet for mod det åndelige, mod Kristus.

Måske tror de fleste udøvende satanister i virkeligheden ikke på Satan som en kosmisk, personlig magt – en dæmon, der faktisk kan kaldes frem og besætte mennesker. Måske ser de kun Satan som et symbol. Men for det første leger de dermed med ilden, for hvad hvis Bibelen har ret, og Satan faktisk findes som den magt, der fører til råddenskab og fortabelse for alle, der lukker ham ind? I middelalderen fandtes fortællingen om "djævlepagten", hvor Satan ved en kontrakt tilbød at opfylde menneskets ønsker mod til gengæld at få menneskets sjæl. Hvem siger, at vor kultur og de, der flirter med mørkets kræfter, ikke foretager samme handel? Og hvis mennesket først har mistet sin sjæl, så er vi måske ladt tilbage i Helvede, i Satans verden, hvor alt er jagen efter tom vind, og det kun handler om nytte og kortvarige glæder for at få os til at glemme, at alt egentlig er blevet os ligegyldigt?

For det andet: selv hvis Satan-figuren blot er et symbol, en metafor, så er symboler nogle af de vigtigste kraftcentre i vor kultur og styrer os meget mere, end vi ofte gør os klart. Man kan ikke uden videre lege med symboler, mindst af alt symboler for ondskab. Ligesom barnet, der har fået fat i en æske tændstikker, så kan man bilde sig ind, man bare leger, men snart efter er barn og hus brændt ned. Intet er ren leg. Alt, hvad vi gør, har umådelig betydning for os selv og for andre.